Mere velfærd, færre fremmede: Den nye nationalistiske og socialdemokratiske konsensus

Et blogindlæg om hvorfor “mere velfærd, færre fremmede” vil dominere dansk og vestlig politik mange år fremover.

Det er ti år siden vi fik finanskrisen, og årene efter har været karakteriseret af politisk krise. I Danmark fik vi i 2015 et moderne jordskredsvalg, hvor de gamle magtpartier(S, K, RV, V) fik det dårligste valg nogensinde – værre end i 1973. Et lignende mønster af oprør mod status quo ser vi med det seneste valg i Italien, præsidentvalget i USA, Brexit-valget i England, valget af Syriza i Grækenland m.m.

Finanskrisen var en krise for den gamle orden, en orden oftest kaldet neoliberalismen. I dets tomrum opstår en kamp om hvad, der skal definerer den nye orden. Kampen om den nye orden skaber politisk kaos, hvor fløjene styrkes og centrum slår revner. Sidst vi så en lignende situation var i 30’erne og 70’erne, og selvom både 30’erne og 70’erne var karakteriseret ved dramatisk politisk tumult, blev de efterfulgt af en periode hvor en ny konsensus vandt frem og den politiske stabilitet blev genetableret. I perioden efter 30’ernes krise og efterfølgende verdenskrig, fik vi årtier med socialdemokratisk dominans, hvor både venstrefløjs- og højrefløjsregeringer udvidede velfærdsstaten og brugte keynesiansk økonomisk politik til at skabe fuld beskæftigelse. I perioden efter de kaotiske 70’ere, fik vi fra 80’erne og frem årtier med privatiseringer og “reformer” af velfærdsstaten, som blev gennemført uanset om regeringen var fra rød eller blå blok.

Efter 2010’ernes kaos og tumult, giver det mening at spørge: Hvilken orden vil karakteriserer vesten fra 2020’erne og frem?

Selvom valgene i Europa og USA peger i alle mulige retninger, begynder vi alligevel at kunne se to overordnede tendenser:

 

Venstredrejningen af den økonomiske politik

Den nuværende regering forsøgte for ikke så lang tid siden at gennemføre topskattelettelser. Det lykkedes ikke. Det skyldes først og fremmest at Dansk Folkeparti var imod. Dansk Folkeparti har ikke nogen sammenhængende ideologisk styret økonomisk politik, men er i høj grad drevet af opportunisme i forhold til mulige politiske alliancer eller hvad folkestemningen siger. Derfor kan vi se dem stemme for skattelettelser den ene dag og snakke om flere penge til velfærd den anden dag.

Når det kommer til at lette topskatten, så er flertallet af danskere imod. Generelt set ønsker befolkningen heller ikke flere skattelettelser: 50,5% af danskerne foretrækker velfærd, mens 10,4% foretrækker skattelettelser. Det har Dansk Folkeparti forstået, og derfor saboterer de blandt andet regeringens forsøg på at lette topskatten og arveafgiften.

 

Højredrejningen af værdipolitikken

Store dele af de danske partier går ind for en stram udlændingepolitik. Det skyldes først og fremmest at befolkningen er kritiske overfor ikke-vestlig indvandring: 2/3 af danskerne ønsker mindre muslimsk indvandring. Derfor ser vi at socialdemokraterne flytter sig meget langt til højre på dette spørgsmål og fx går ud og stemmer for et burkaforbud. Dansk Folkeparti har sejret sig selv ihjel, og hvad der var kontroversielt for et par årtier siden, er i dag mainstream.

 

Den nye konsensus

I dansk politik tegner der sig en ny konsensus: Økonomisk set er befolkningen socialdemokrater i klassisk forstand, men værdipolitisk er de tættere på en form for blød nationalisme. Den nye politiske midtervælger, og det nye omstridningspunkt mellem blå blok og rød blok, er den gruppe, som altinget beskriver som “gamle socialister”: Mennesker der går ind for en større velfærdstat, men ønsker lukkede grænser. De er klart den største vælgergruppe, som ses nedenfor. Gruppen “ideologisk venstre” stemmer rimelig loyalt på rød blok, og gruppen “ideologisk højre” stemmer på blå blok, men “gamle socialister” kan gå begge veje. Den blok, som vinder de “gamle socialister”, vil dermed også vinde magten. Derfor vil dansk politik i mange år frem været styret de “gamle socialisters” ønsker om mere velfærd og færre fremmede.

Vælgergrupper.jpg

Kilde: Altinget.dk

 

Dette er ikke kun en dansk trend. En meningsmåling fra England viser nogenlunde samme mønster i forhold til økonomisk venstredrejning og værdipolitisk højredrejning:

engelsk meningsmåling

Kilde: Taget fra et blogindlæg af Post-Liberal Bot

 

En undersøgelse af det amerikanske valg i 2016, der kortlægger vælgerne ud fra deres holdning til økonomisk politik og identitetspolitik, viser også, at de nye midtervælgere er økonomisk venstreorienterede, men identitetspolitisk højreorienterede.

political compass usa

Kilde: Wall Street Journal

 

Hvad gør vi så nu?

Den globaliseringsvenlige neoliberalisme, som har domineret vesten siden 80’erne, er i krise. Men det, som kommer til at erstatte den, er ikke nødvendigvis venstreorienteret.

Under de nye forhold er der overordnet set to mulige vinderstrategier for venstrefløjen.

Enten kan man forsøge at vinde de økonomisk venstreorienterede, men værdipolitisk højreorienterede vælgere på den økonomiske politik alene. Det er blandt andet hvad Magnus Marsdal foreslår i bogen Frp-koden. Ifølge Magnus Marsdal er værdipolitik noget som vælgerne går op i, når der ikke længere er uenighed mellem blokkene om den økonomiske politik. Værdipolitik bliver “the difference that makes the difference”, fordi de andre forskelle er blevet udvasket. Det betyder, at vi skal gøre alt hvad vi kan, for at snakke om velfærd, sundhed og fordeling, fordi det er det, som vi kan vinde på. Men hvis diskussionen kommer til at handle om håndtryk og burkaer, så taber vi, fordi værdipolitikken bliver det afgørende omdrejningspunkt for samfundsdebatten. Velfærd er venstrefløjens hjemmebane, indvandring er højrefløjens hjemmebane. Denne strategi ser vi efterfulgt af Enhedslisten herhjemme og af Jeremy Corbyn, Jean-Luc Melenchon og Bernie Sanders i udlandet. Det har givet venstrefløjen ret stor fremgang både herhjemme og i andre lande, og i Sydeuropa har man endda vundet regeringsmagten i Portugal og Grækenland, men hvorvidt det er en vinderstrategi til at opnå regeringsmagten i Nordeuropa og USA er stadigvæk ikke afgjort.

Den anden strategi er den strategi, som socialdemokraterne følger herhjemme. De rykker til højre på indvandringsspørgsmålet, men til venstre i den økonomiske politik(retorisk set i hvert fald). Udover det, går de også op i mærkesager, som netop berør den nye midtervælger, eksempelvis forholdet mellem land og by. I Tyskland følger Sahra Wagenknecht fra Die Linke nogenlunde samme spor, med en indvandringskritisk og økonomisk venstreorienteret tværpolitisk bevægelse. Det giver valgstrategisk mening at placerer sig selv der, hvor den nye midtervælger er, men der er også en række problemer med det. Kan socialdemokraterne eksempelvis vinde DF-vælgere på indvandringspolitikken, når DF altid vil kunne overgå S i at ønske større stramninger? Og hvis Die Linke drejer til højre på indvandringspolitikken, kan de så risikere at miste flere venstrefløjsvælgere, end de kan opnå ved at stjæle vælgere fra AfD?

Intet er afgjort endnu. Den nye politiske konsensus, der tegner sig, kan både skabe et mere lige vesten, men også et mere lukket vesten. Hvordan venstrefløjen skal forholde sig til det, er stadigvæk et åbent spørgsmål.

Reklamer

Sådan overtager vi produktionsmidlerne

nationalizeEn realistisk guide til hvordan vi gør Danmark socialistisk

 

I forrige blogindlæg beskrev jeg hvordan Danmark har tre delvist socialistiske elementer i form af mindre klasseskel end de fleste andre lande, arbejdermagt gennem stærke lønmodtagerorganisationer, og velfærd, der sikrer, at en del af vores økonomi er styret af menneskelige behov frem for profit. Men vores samfund er også kapitalistisk, fordi vi har en kapitalistisk fordeling af ejerskabet over kapital.

Den svenske LO-økonom, Rudolf Meidner, sagde engang, at privateje over kapital var en pistol rettet mod arbejderbevægelsens tinding. Med dét mente han, at koncentrationen af kapital hos den økonomiske elite udgjorde en trussel mod vores samfundsmodel, og alle de sejre, som arbejderbevægelsen havde opnået.

Det kan vi også se i dag. Vi har oplevet stigende ulighed siden 90’erne, og en af drivkræfterne bag er den ulige fordeling af kapitalgevinster, som blandt andet Piketty har beskrevet. Afkastet fra kapital er højere end den økonomiske vækst, og derfor vil kapitalejerne gradvist opsuge en større andel af den samlede velstand.

Det er et problem, fordi ejerskabet over kapital er meget ulige fordelt i Danmark. De 10% mest velstående familier ejer 47% af landets formuer, og den nederste halvdel af landets familier ejer kun 5% af formuerne. Lidt over en tredjedel af vores BNP går til kapitalejerne, og på grund af den ulige fordeling af kapital, så går en tredjedel af vores BNP først og fremmest til at gøre de rigere endnu rigere.

formuefordeling.png

Kilde: AE-rådet

Udover at forstærke uligheden, så virker privatejerskabet over kapital også til at begrænse regeringers handlemuligheder for at modsætte sig kapitalejernes interesse. Kapital er mobilt, og truslen om kapitalflugt er den økonomiske elites stærkeste våben mod demokratiets ønske om at begrænse elitens velstand og indflydelse. Se bare på selskabsskatten. Den er faldet fra 50% i slutningen af 80’erne til 22% i dag.

selskabsskat

Kilde: CEPOS

Økonomen Gabriel Zucman har i samarbejde med blandt andet en dansk forsker anslået at cirka 40% af de multinationale selskabers profit ender i skattely. Han har også foretaget en undersøgelse, der viser, at de rigeste 0,01% af mennesker i Skandinavien snyder sig fra at betale cirka 25% af deres skatter. Vores evne til at beskatte kapitalejerne er i frit fald.

 

Rudolf Meidner havde ret. Privatejerskabet over kapital øger uligheden, undergraver demokratiet og begrænser regeringers mulighed for at beskatte velstående individer og virksomheder. Det er en trussel mod vores folkestyre og velfærdssamfund. Derfor skal ejerskabet over kapital overføres til fællesskabets hænder. Vi skal overtage produktionsmidlerne.

 

Hvordan gør vi så lige det?
Mange forsøg på at etablere et socialistisk samfund har slået fejl. Først og fremmest fordi de var brutale diktaturer, men også fordi de lavede deres økonomi om til planøkonomi. Planøkonomi har slået fejl i alle lande, hvor det er blevet afprøvet, og planøkonomiernes gentagne nederlag er en stor grund til, at mange mennesker er skeptiske overfor socialisme den dag i dag.

Derfor vil jeg kigge på fire eksempler på, hvordan vi kan udbrede demokratisk fælleseje på en måde, som er realiserbart inden for rammerne af en blandingsøkonomi, der både indeholder en stat og et marked.

 

Kooperativer

Kooperativer er virksomheder, som er ejet af medarbejderne eller forbrugerne. Det største kooperativ i Danmark er forbrugerkooperativet Coop, som ejer supermarkedskæder såsom Superbrugsen og Fakta. Et internationalt eksempel på en medarbejderejede virksomhed er den spanske virksomhed Mondragon.

Ideen om medarbejderejede virksomheder lever op til mange af venstrefløjens idealer om fælleseje og demokrati på arbejdspladsen, men det har også sine svagheder. Der er usikkerhed forbundet med, at den enkelte medarbejder har en del af deres opsparing investeret i virksomheden, fordi opsparingen kan gå tabt hvis virksomheden går ned.

Kooperativer er også noget, som er nødt til at opstå fra bunden gennem menneskers eget initiativ, men der er alligevel en del som kan gøres fra toppen. Enhedslisten har allerede en del forslag i deres 100-dages plan, som vil forbedre vilkårene for kooperativer i Danmark. Det er blandt andet forslag, som at give medarbejdere ret til at købe deres virksomhed, før alle andre får lov, eller forslag om at målrette erhvervsstøtte, offentlige indkøb og kreditmuligheder til sociale, bæredygtige og demokratiske virksomheder.

Der er altså masser af ting, som ville kunne gøres for at sætte gang i den kooperative sektor. Hvis vi får en rød regering efter næste valg, bør det her være et af områderne, hvor vi søger indflydelse.

 

Statsejede virksomheder

government wealth.jpg

Kilde: Peoples Policy Project

I Danmark er det kun omkring en tiendedel af vores samlede formue, som er ejet af staten. Det er ret lavt, hvis vi sammenligner med andre nordiske lande. En af årsagerne er blandt andet, at vi løbende har solgt ud af vores fællesejendom.

De største privatiseringer foregik under Nyrup i 90’erne med salg af telenettet og Kastrup Lufthavn, men privatiseringsbølgen er fortsat siden da. Inden for de seneste år har vi blandt andet solgt halvdelen af DONG(nu Ørsted). Vi har endda solgt statens serum institut til en saudisk sheik. Næste gang man køber en vaccine, kan man glæde sig ved tanken om at pengene bliver sendt ned til et brutalt styre, der kapper hovedet af homoseksuelle og bomber civile i Yemen.

At sælge ud af vores fælleseje til amerikanske finansspekulanter og saudiske sheiker er ikke særligt populært. 80% af danskerne var imod DONG-salget og en online afstemning omkring salget af statens serum institut på Ekstrabladets hjemmeside viser, at 96% af brugerne var imod:ekstrabladet.png

Kilde: Ekstrabladet.dk

Vi bør øge fællesskabets kontrol over økonomien ved at gennationalisere privatiserede virksomheder. I meningsmålingerne kan vi se, at det er en klar vindersag for venstrefløjen. Den største forhindring er EU’s regler, som forbyder regeringer i at nationalisere virksomheder. Der findes mange måder man kan nationaliserer på, så måske er der mulighed for at finde en model, som kan lade sig gøre inden for de eksisterende regler. Vores strategi må være at udfordre reglerne, og hvis vi ikke har andet valg, så må vi træde ud af EU. Men den folkelige vilje til at forlade EU kommer først, når EU viser sig som en klar forhindring for socialt fremskridt i Danmark.

 

Lønmodtagerfonde

Det tætteste vi nogensinde er kommet på socialisme i det her land, var da socialdemokraterne fremlagde deres plan om Økonomisk Demokrati i starten af 70’erne. Planen gik ud på at en procentvis del af lønnen skulle gå til at opkøbe ejerskab over den virksomhed man arbejdede i, hvis virksomheden havde over 50 ansatte, eller også skulle pengene blive indbetalt til en ØD-fond. De ansatte på en virksomhed kunne ikke eje mere end 50% af virksomhedens aktier.

Planen om økonomisk demokrati skulle både løse nogle konkrete økonomiske problemer i 70’erne ved at begrænse forbruget og hæve investeringerne, men det skulle også udbrede lønmodtagernes demokratiske indflydelse og kontrol over samfundets investeringer.

Forslaget døde på grund af modstand fra både landets arbejdsgivere og fra venstrefløjen. Senere hen fik vi arbejdsmarkedspensionerne, som har lighedspunkter med nogen af ideerne fra ØD, men også klare forskelle. Arbejdsmarkedspensionerne fungerer på markedsvilkår, men der er stadigvæk mulighed for en vis grad af demokratisk indflydelse gennem valg til pensionskassernes bestyrelser.

Arbejdsmarkedspensionerne er også indrettet sådan, er at ens opsparing afhængig af ens indkomst, hvilket forstærker de eksisterende uligheder. I en sand fællesejet fond ville alle eje en lige stor andel.

Derfor bør vi kigge på en anden form for fællesejede fonde, og vende øjnene nord mod Norges store statsejede oliefond.

 

Statsejede fonde

Den norske stat ejer, gennem en kombination af statsejede virksomheder og en stor statsejet oliefond, cirka 58% af landets samlede formue. Hvis man tager boligformuer ud af ligningen, så ejer den norske stat 76% af landets samlede formue. Måler man socialisme ud fra hvor stor en del af økonomien, som er underlagt demokratisk fælleseje, så er Norge verdens mest socialistiske land. Gennem deres oliefond øver man demokratisk indflydelse over hvad der skal investeres i, og man har repræsentanter, som deltager i aktieselskabernes generalforsamlinger, der stemmer ud fra retningslinjer fastsat af den norske stat.

Man kan selvfølgelig indvende, at det kun er muligt at have sådan en stor statslig investeringsfond i Norge, fordi man kan finansiere det gennem deres olierigdom. Men der findes også store statsejede fonde i andre lande, som ikke er baseret på olieindtægter, eksempelvis i Singapore og Kina.

En dansk statslig investeringsfond bør gradvist forsøge at opkøbe ejerskab over landets virksomheder, og når den opnår en vis størrelse, kan en del af afkastet gå til statskassen eller udbetales direkte til alle i Danmark. Sådan kan vi over tid socialisere ejerskabet over kapital og sørge for, at vi alle får del i afkastet og har medbestemmelse over hvad der investeres i. Spørgsmålet er bare hvordan vi skaber en indtægtskilde til investeringsfonden. Hvis man ser bort fra naturressourcer, er der overordnet set tre måder man kan gøre det på:

 

Nationalbankens opkøb af aktier

For at holde renten nede og sætte gang i økonomien har den amerikanske centralbank og den europæiske centralbank opkøbt store mængder obligationer for ufattelige beløb. I stedet for at centralbankerne pumper penge ud i finanssystemet ved at opkøbe obligationer, så kunne man også sætte centralbankerne til at opkøbe aktier. Aktierne kunne placeres i den statsejede fond og på den måde bruge rentepolitikken til at opbygge vores fælles rigdom.

Den danske nationalbank ikke haft behov for at købe obligationer for at holde renten nede, så vores nuværende pengepolitik gør forholdene lidt anderledes. Men det er stadigvæk en mulighed der kan benyttes – specielt i krisetider

 

Statsobligationer

At udstede statsobligationer er et andet ord for at sige, at staten skal tage et lån. Den danske stat kan på nuværende tidspunkt udstede en 10-årig obligation til en rente på omkring 0,4% om året. Ifølge Piketty giver kapital et afkast på cirka 4-5% om året i gennemsnit. Med andre ord ville vi kunne låne til 0,4%, investerer pengene og få et afkast på 4-5% om året. Økonomer såsom Mark Blyth har blandt andet fremført et forslag om at gøre netop det. Socialdemokraternes forslag om at udstede 20 milliarder i statsobligationer og sætte dem i en klimafond indeholder nogenlunde samme takter. I England vil Labour sætte gang i en national investeringsbank med 500 milliarder pund, der skal investerer i alt fra virksomheder til infrastruktur. Enhedslistens forslag om en offentlig bank kunne fungere på samme måde, ved siden af at være en bank, som leverer ydelser til kunderne.

 

Skatter

Socialdemokraternes ØD-forslag aldrig blev til noget i Danmark, men de svenske socialdemokrater fik kort varigt gennemført noget der mindede om det i Sverige. På grund af modvilje fra både arbejdsgivere og den socialdemokratiske ledelse, blev forslaget meget udvandet. På trods af det, så fik fonden opkøbt cirka 7% af landets aktier i løbet af 8 år, hvorefter den blev opløst af en nyvalgt borgerlig regering. Fonden blev finansieret gennem en lille skat på overnormal profit. Vi kunne sagtens gøre noget lignende for at finansiere en statsejet investeringsfond. Selv en relativ lille skat vil akkumulerer over tid og muliggøre en gradvis demokratisering af økonomien.

 

Sådan skaber vi socialisme

Koncentrationen af kapital i den økonomiske elites hænder er en pistol rettet mod vores tinding. Det undergraver vores velfærdssamfund og truer vores demokrati. Løsningen er demokratisk fælleseje. Det kan vi opnå ved at sætte gang i væksten af kooperativer, begynde at gennationalisere tidligere privatiserede virksomheder og oprette en fællesejet fond, der gradvist opkøber ejerskabet over de danske virksomheder. Sådan kan vi skabe et demokratisk socialistisk samfund.

 

 

Links til videre læsning

A Simple Fix for Our Massive Inequality Problem af Matt Bruenig

Alternative Models of Ownership af The Labour Party

Economics of Feasible Socialism af Alec Nove

Social Wealth Fund for America af Peoples Policy Project

 

Danmark er socialistisk. Delvist.

Trish Regan fra Fox Business har været en del i nyhederne den foregange uge, efter hun påstod, at Danmark var et dysfunktionelt socialistisk samfund på niveau med Venezuela. Generelt set foregår der en kamp om, at definere hvad der helt præcis karakteriserer de nordiske velfærdssamfund. Mens Fox Business påstår at socialisme har ødelagt vores land, mener andre dele af den amerikanske højrefløj at vi er et økonomisk liberalt samfund, og et bevis på at det frie marked fungerer. Det sidste synspunkt har Otto Brøns-Petersen fra CEPOS argumenteret for i den højreliberale tænketank CATO Institute, og det er et argument, som optræder flere steder i den amerikanske debat.

Så hvordan skal vi forstå vores eget samfund? Og giver det mening når både Bernie Sanders og Trish Regan omtaler os som socialistiske?

Socialisme er for mig at se et ideal, som samfund i højere eller mindre grad kan tilnærme sig. Ligesom kapitalisme også er et ideal. Vi kan bruge idealer til at måle forskellige samfund, og vi kan placere samfund på et spektrum ud fra, hvorvidt de befinder sig tæt på eller langt fra idealet. Så når vi snakker om socialisme, er det ikke et spørgsmål om enten-eller, men et spørgsmål om i høj grad eller i mindre grad.

Når den amerikanske debat spørger om hvorvidt Danmark er socialistisk, er svaret delvist. Vi er relativt mere socialistiske end fx USA, og vi er derfor et billede på, hvordan USA måske kunne se ud, hvis det bevægede sig i en mere socialistisk retning.

Jeg vil gerne gøre alt det her lidt mere konkret og udpege tre områder, hvor vi befinder os tættere på socialisme end store dele af omverdenen, og et område, hvor vi ikke gør.

 

Mindre klasseskel

Et centralt karakteristika ved socialismen er ønsket om at fjerne klasseforskellene. Og selvom vi er langt fra at være et klasseløst samfund, så er vi stadigvæk et af de lande i verden med de mindste klasseforskelle. Hvis vi eksempelvis bruger det økonomiske mål for ulighed kaldet Gini-koefficienten, så befinder vi os omkring bunden i forhold til resten af verden.

Omvendt kan det påpeges, at uligheden er stigende og har været stigende siden 90’erne, og vi begynder i højere grad at ligne lande som Tyskland og Frankrig. Så selvom vi priser os selv for at være lige, så er ligheden i gang med at blive gradvist udvasket

gini.png

Kilde: Grafen udarbejdet af AE-rådet og kopieret fra bloggen Magt og Penge

 

Arbejdermagt

Lønmodtagernes indflydelse på deres arbejdsplads og på samfundet er et af de vigtigste krav hos socialismen og arbejderbevægelsen. I Danmark står lønmodtagerne væsentligt stærkere, end de gør i andre lande. Over halvdelen af arbejdsstyrken er organiseret i en fagforening, og over 80% af arbejdsmarkedet er dækket over overenskomster. Udover det kræver selskabsloven, at 1/3 af bestyrelsesmedlemmerne skal være valgt af medarbejderne, hvis virksomheden har over 35 ansatte.

Vi har med andre ord medindflydelse og medarbejderrepræsentation, der virker som modmagt til kapitalejernes interesser, og stiller de danske lønmodtagere stærkere end tilfældet er i det fleste andre lande. Men omvendt kan det påpeges, at det trods alt kun er medinflydelse, og at en stor del af magten stadigvæk befinder sig hos kapitalejerne.

 

Behovsstyret økonomi

I Enhedslistens principprogram står der:

Derfor arbejder vi for, at kapitalismen erstattes af et socialistisk samfund, der holder sig inden for de grænser, der sættes af natur og klima, og hvor omdrejningspunktet ikke er jagt på profit, men opfyldelse af menneskenes basale behov.

Opfyldelse af menneskenes basale behov er grundlæggende set velfærdsstatens opgave. Eksempelvis gives sundhedsbehandling til dem, der har behov for behandling, og overførsler gives til mennesker, som er ramt af sygdom og arbejdsløshed. Fordi velfærdsstaten producerer ydelser og fordeler ressourcer ud fra menneskelige behov, er den også grundlæggende socialistisk.

Men man behøver ikke at være socialist for at se det fornuftige i et have en velfærdsstat. Den borgerlige britiske avis The Economist har selv udtalt, at kapitalismen har behov for en velfærdstat. De første skridt til dannelsen af en velfærdsstat blev introduceret i Tyskland af Otto von Bismarck i slutningen af 1800-tallet, og i USA var det socialliberale demokrater, som stod bag de første spadestik til den amerikanske velfærdsstat i form af 1930’ernes New Deal program. Men selvom mange forskellige ideologier har kunne se det fornuftige i en velfærdsstat, så vil jeg alligevel karakteriserer velfærdsstaten som socialistisk, fordi den bringer os tættere på et samfund, der forsøger at opfylde menneskelige behov frem for privat profit.

Et mål for velfærdsstatens størrelse er skatterne. Afhængig af hvordan man måler det, så udgør skatterne lidt over 40% af den samlede økonomi, og en ret stor del af de 40% går til at opfylde menneskelige behov. Skatternes andel af vores økonomi er ret højt i international sammenligning, hvor vi befinder os i top – kun overgået af Frankrig og Belgien. På den front er vi også relativt mere socialistisk, end resten af verden er.Skattetryk.png

Kilde: Bruttoficeret skattetryk. Taget fra bloggen Magt og Penge.

 

Demokratisk fælleseje

Den gamle 1800-tals definition af socialisme er arbejderklassens kontrol over produktionsmidlerne. Man kan også definere det som demokratisk fælleseje over samfundets kapital. Men uanset definition, så er det meste af kapitalapparatet i Danmark på private hænder. Lad os eksempelvis se på den danske regerings ejerskab over landets samlede formue i sammenligning med andre nordiske lande:

government wealth.jpg

Kilde: Graf taget fra Peoples Policy Project

Det er kun cirka 11% af vores samlede formue, der er ejet af staten. Det er ret lavt i forhold til andre nordiske lande, hvor gennemsnittet er omkring en tredjedel. Vores økonomi har også andre former for fælleseje end den statslige, eksempelvis forbrugerkooperativet Coop, der ejer supermarkedskæder såsom Fakta og Irma. Men langt det meste af vores økonomi domineres af privat ejerskab, og derfor er kapitalfordelingen i vores samfund i høj grad kapitalistisk frem for socialistisk.

 

Delvis socialisme – og vejen fremad

Danmark er mere socialistisk end de fleste andre lande, fordi vi har mindre ulighed, mere lønmodtagerindflydelse og en stor velfærdsstat, der producerer og fordeler ressourcer ud fra menneskelige behov. Men ejerskabet over kapital er koncentreret i private hænder. Derfor indeholder vores samfund både kapitalistiske og socialistiske elementer.

I det næste blogindlæg vil jeg kigge på hvordan privatejerskab over samfundets kapitalapparat underminerer vores velfærdssamfund og øger uligheden, og hvordan vi kan løse problemet ved at udvide fælleseje over økonomien. Det kan læses her.

 

 

Schweiz er ikke et bedre samfund end det danske

Schweiz er højrefløjens nye forbillede. Eftersom USA er gradvist i gang med at falde sammen i en kløft af stigende ulighed og median lønninger, der ikke er vokset siden 1970’erne, var der også behov for en udskiftning af det borgerlige idealsamfund. Finansspekulanten og Schweiz-entusiasten Lars Tvede har været den førende fortaler for, at vi bør finde hente vores inspiration til et bedre samfund fra det lavt beskattede alpeland mod syd. Det synspunkt er blevet fremført i alt fra aviser til tv-programmer, og det er nu blevet en del af de højreorienteredes faste inventar af argumenter for, at de rige bør betale mindre i skat.

Det fortjener et modsvar. Så derfor vil jeg gennemgå de mest centrale argumenter for, at Schweiz er et bedre samfund end det danske.

 

Mindre velfærd

Det første argument er, at Schweiz er bedre end Danmark, fordi de betaler mindre i skat. Men den slags har selvfølgelig en pris, for deres velfærdsstat er også betydeligt mindre. Det betyder blandt andet at mænd ikke har ret til barsel, og at man skal bruge mange penge på sundhedsforsikring, børnepasning, brugerbetaling på uddannelse m.m. Mindre skat betyder mindre velfærd, og Schweiz er ingen undtagelse.

 

Mere arbejde

Et andet argument er, at Schweiz er rigere end Danmark. Det passer sådan set, i hvert fald hvis man kigger på BNP pr. indbygger. Men hvis vi dykker lidt mere ned i tallene, ser vi, at det ikke skyldes forskelle i produktivitet. Det skyldes forskelle i arbejdstimer. Lad os se på en tabel, som jeg har stjålet fra CEPOS:

Produktivitet Danmark Schweiz.png

Danmark er nummer 8 over de rigeste lande i OECD, mens Schweiz er nummer 3. Men hvis man kigger på BNP pr. arbejdstime, dvs. timeproduktiviteten, så er Danmark nummer 5, mens Schweiz er nummer 10. Vi er med andre ord mere produktive end Schweiz. Men de arbejder meget mere end os: Schweiz er nummer 4 i arbejdstimer pr. indbygger, og vi er nummer 30.

Så det, vi har at gøre med her, er i virkeligheden bare to landes forskellige afvejning af fritid vs. rigdom. I Schweiz kan arbejdsugen gå op mod 45-50 timer, mens den i Danmark befinder sig på 37 timer. Jeg er personligt glad for, at arbejdsugen ikke er højere end den er, og det er ikke kun mig som synes det. Ifølge OECD har vi verdens bedste work-life balance.

Kort sagt: Vores velfærdsstat og høje skatter er ikke en barriere for høj produktivitet, og Schweiz er kun rigere end os, fordi vi holder mere fri.

 

Hvad kan vi lære af Schweiz?

I stedet for at forsøge at kopiere Schweiz skattesystem, burde vi kigge på nogle af de andre områder, hvor vi faktisk kunne lære noget.

Eksempelvis deres uddannelsessystem, hvor praktik fylder langt mere, og 70% af unge tager en erhvervsuddannelse.

Eller man kunne kigge på, at Schweiz er mere lige end os, hvis man ser bort fra skatter og overførsler. Det må betyde, at de formår at skabe en vis grad af lighed med andre måder end traditionel omfordeling. Men af åbenlyse grunde vælger højrefløjen ikke at fokusere på, om vi kan lære noget af Schweiz i forhold til at sænke uligheden.

oecd before taxes and transfers.png

 

En del til fælles

Vi har også meget til fælles med Schweiz. Vi bruger begge rigtig mange penge på forskning og udvikling, og vi er begge utrolig produktive og konkurrencedygtige. Det kan måske være forklaringen på, hvorfor de to lande er nogenlunde velfungerende, selvom der er store forskelle på deres velfærdssystemer.

Den centrale modsætning mellem Danmark og Schweiz er afvejningen mellem skatter og velfærd og mellem fritid og arbejde. Liberalisterne foretrækker Schweiz, men hvis man ikke ønsker mindre velfærd og en højere arbejdsuge, så er den danske samfundsmodel nok bedre.